Lyske problemer

Hvem får lyskeproblemer?

Der kan let opstå overbelastning af lysken inden for de sportsgrene, hvor sportsudøveren gør brug af eksplosive bevægelser. Især ved fodbold udgør lyskeskader en ret betydelig andel af alle skader, og i mindre grad tillige inden for ishockey, håndbold, basketball, højdespring og hækkeløb mm. Foruden sener og muskler kan også en nerve afklemmes i lysken. Desuden kan skader på selve hofteledet give lyskesmerter.

 

Hvordan behandles lyskeskader?

Det er vigtigt, at tilstanden udredes hurtigst muligt ved læge/kiropraktor, og at den rette behandling påbegyndes, mens man midlertidigt omlægger sine aktiviteter. Nogle gange er det nødvendigt at udelukke eventuelle skader/medfødte fejl i selve hofteleddet, som også kan give lyskesmerter. En røntgenundersøgelse eller henvisning til scanning kan blive nødvendig. I mildeste form er skaden en overbelastet sene og muskel og i værste fald er der tale om afrivning af et mindre knoglefremspring, der hvor en sene tilfæster.

 

Skade på inderlårets muskler?

Den skade som ses oftest, er overbelastning af adduktorerne (inderlårsmusklerne). Der er ofte tale om en fibersprængning i en muskel eller overstrukne senetilhæftninger ved bækkenet. I andre tilfælde er der overbelastning af selve skambensleddet eller bækkenleddene.

 

Hvordan behandles skaden?

Selve behandlingen af skaden består i starten af hvile og afkøling med ispose. Det er vigtigt, at kiropraktoren ret hurtigt løsner eventuelle låsninger i bækken og ryg, som er opstået under skaden. Når smerterne aftager påbegynder man med skånsom udspænding og bløddelsbehandling, som f eks massage. Derpå gradvis træning med let belastning indtil der er normal funktion. Alt i alt kan det tage 6-8 uger, før man kan deltage i sport igen.

 



 

Overbelastning af adduktorerne.

 

 

 

Skade på den dybe hoftebøjer.

Den dybe hoftebøjer tilfæster på siden af lænderyggen og på lårbenet, og kan dermed trække benet fremad, den arbejder derfor modsat sædemusklerne, som strækker benet bagud.

Ved overbelastning af den dybe hoftebøjer, vil du opleve let diffuse men dybe lyskesmerter. Desuden er der ofte overført smerte til lårets forside. Ofte er der en klik-lyd fra senerne, som via lysken går ned til lårbensknoglen. Her kan der desuden opstå betændelse i den store slimsæk (bursa), som beskytter senerne imod friktionsskader, når de glider over den benede bækkenkant.

Diagnosen stilles efter grundig undersøgelse af området, bl.a. ved direkte tryk og ved at teste den dybe hoftebøjermuskel. Udredning inden behandling kræver sjældent røntgen eller scanning.

 

Behandling af den dybe hoftebøjer.

Der må holdes pause fra aktiviteter, som belaster den dybe hoftebøjer og skånsom udspænding kan begyndes. Desuden anbefales korrektion af funktionsforstyrrelser i bækken og ryg, som ofte opstår sekundært til det ulige muskeltræk den beskadigede dybe hoftebøjer giver. Gradvist kan optræning begynde med let belastning indtil normal funktion. Opheling kan vare 6-8 uger.



 

 

Den dybe hoftebøjer (iliopsoas) udspringer fra lænderyggens side, løber parallelt med lænderyggen og tilfæster på lårbensknoglens inderside.

 

 

Nerve i klemme i lysken.

I sjældne tilfælde afklemmes en nerve i lysken. Dette kræver som oftest, at din læge henviser til en neurolog, som så foretager en nerveledningstest (EMG), som kan påvise den afklemte nerve og derpå planlægge behandling deraf.

 

Skade på hofteleddet.

Mistænkes det, at der er skade på brusken eller selve knoglen i hofteleddet, henviser kiropraktoren til en MR- eller CT-scanning hurtigst muligt.

 

 

Tilbage til symptomoversigt