Nakkesmerter

 

Nakkesmerter defineres som smerter i området mellem nederste kraniekant og den øverste del af skulderpartiet. Smerterne trækker ofte ud til skulderen, og der kan også være forskellige symptomer ud i armen (smerte, prikken/stikken, sovende fornemmelse m.m.).
Undersøgelser har vist, at på en given dag har 10% af den voksne befolkning smerter i nakke/skulder området. I løbet af et helt liv vil 50% opleve at have smerter i nakke/skulder området. I den overvejende del af tilfældene kan der ikke stilles en præcis diagnose, og smerterne/symptomerne kaldes funktionsbetingede (biomekanisk dysfunktion; se ordbog). I de resterende tilfælde kan der være tale om fx discusprolaps, knogleskørhed (osteoporose), skæv ryg (scoliose), infektion i bruskskiverne (diskit) eller efter trafikuheld: Whiplash.

Nakken er opbygget af 7 hvirvler med tilhørende bruskskiver, muskler, ledbånd, nerver m.m., som vist nedenfor: 

 

 

 

 

Nakken har til opgave at bære hovedet, beskytte rygmarven og fordele nervetråde til bl.a. armene. Der er en stor bevægelighed i nakken, og pga. den forholdsvis spinkle opbygning, er denne del af hvirvelsøjlen udsat for overbelastningsskader.

Der skelnes mellem akut opståede smerter, og mere kroniske problemer, som har forårsaget symptomer i længere tid.
Akut opståede nakkesmerter (hold i nakken, facetsyndrom, myoser m.m.); ofte oplever patienten, at smerterne er kommet natten over, patienten vågner så op med en følelse af at have ligget forkert. Akutte nakkesmerter kan dog også opstå ved pludselige nakkebevægelser, som fx ved at kigge efter cyklister ved højresving. Risikoen for akutte nakkesmerter øges hvis man udsættes for træk/kulde, hvis man har ensidigt arbejde med armene over hovedet, arbejder meget ved computer, desuden visser en række undersøgelser, at risikoen ligeledes øges, hvis man har det psykisk dårligt.
Ved akutte nakkesmerter opleves stivhed og evt. skævhed i nakken, hovedet kan være tvangsdrejet (torticollis). Der kan være symptomer ned i brystryggen, ud i skulderen, ned i armen og helt ud i fingrene. Derudover kan nakkeholdet følges af hovedpine, svimmelhed, ændret følsomhed m.m.
Råd ved akutte nakkesmerter:

  1. Køl nakken med en ispose, ca. 15 min. ad gangen med et par timers mellemrum, gerne mange gange om dagen de første par dage.
  2. Hold dig i gang. Tag så vidt det er muligt på arbejde. Undgå nakkekraver o. lign.
  3. Manuel behandling kan afhjælpe symptomerne hurtigere.
  4. Der ligger sjældent alvorligere lidelser bag ondt i nakken, smerterne vil gå over igen.

Kroniske nakkesmerter defineres som smerter af over 3 måneders varighed, der er her ofte tale om personer, som gennem tiden har haft adskillige tilfælde af akut opståede nakkesmerter. Efterhånden bliver det sværere og sværere at slippe af med smerterne, og man oplever i lange perioder smerter i nakken. I sådanne tilfælde vil det altid være nødvendigt at få taget røntgenbilleder for nærmere at kunne fastlægge, om der ligger en alvorligere lidelse til grund. Ellers går anbefalingerne på at:

  • Manipulationsbehandling kan hjælpe.
  • Det kan være en god ide at træne nakkens muskulatur.

Tilbage til symptomoversigt